Sådan kommunikerer du effektivt på LinkedIn


LinkedIn har udviklet sig til at være det tredjestørste sociale medie i Danmark, kun overgået af Facebook og Instagram, og på verdensplan er LinkedIn det absolut største netværk målrettet erhvervslivet. Er du ikke allerede på LinkedIn, så er det altså på høje tid, du kommer det, hvis du gerne vil høste frugterne af det enorme netværk.

For det er netop, hvad LinkedIn er. Det er et netværk, hvor virksomheder, ansatte og potentielle kandidater kan kommunikere og interagere med hinanden på tværs af landegrænser, brancher og stillingsbetegnelser.

Når det så er sagt, så er der stadig mange, som ”sidder fast”, og som endnu ikke har fundet nøglen til succes og synlighed på LinkedIn. Men fat mod! Du har nemlig mulighed for at ændre på netop det allerede i dag. I dette indlæg vil jeg bl.a. gøre dig klogere på, hvorfor det er vigtigt at være til stede på LinkedIn anno 2020 og dele 5 skarpe tips, som har hjulpet mig med at kommunikere mere effektivt på mediet.


Derfor er LinkedIn et magtfuldt og vigtigt medie


På LinkedIn har du alle muligheder for at brande dig som privatperson og/eller virksomhed. På sin vis kan man derfor sige, at LinkedIn fungerer på to planer, da det både henvender sig til det enkelte individ og til virksomheder.


Personlig branding på LinkedIn – en investering i din fremtid


Det lyder måske som noget af en floskel, men ikke desto mindre viser LinkedIn sig at være et utroligt effektivt medie til professionel branding. Som privatperson har du nemlig mulighed for at skabe et CV online, hvor du synliggøre dine kompetencer og erfaringer, hvilket styrker din professionelle profil ift. rekruttering over for interessante virksomheder, headhuntere og lign.

Vigtigst af alt får du mulighed for at udbygge dit faglige netværk og blive klogere på, hvad der rører sig i din branche eller inden for dit felt. Formår du virkelig at skrue op for dit LinkedIn-game, kan netværket både føre til nye jobmuligheder og et stærkt professionelt netværk, du kan drage nytte af – både på vegne af dig selv og andre.


En branding- og salgskanal, der batter


For både privatpersoner og virksomheder hjælper LinkedIn i den grad med at udvide kendskabet og dermed brandingværdien af virksomheden eller personen. Der er dog alligevel forskelle på, hvordan virksomheder og privatpersoner høster frugterne og indsatsen af deres LinkedIn-game. Virksomheder kan bruge nemlig både bruge LinkedIn til at brande sig selv samt præsentere deres produkter og services.

Udover at tænke branding og salg, skal man som virksomhed dog også huske at have sit netværk for øje. Ved at tage aktiv del i dialoger (ved hjælp af likes, delinger og kommentarer), poste oplæg samt relevante eller aktuelle nyheder, kan man som virksomhed nemlig gøre opmærksom på sig selv og positionere sig som ekspert inden for et område eller en branche.

Derudover skal vi naturligvis heller ikke kimse ad muligheden for at skabe trafik til ens hjemmeside gennem links og annoncering, hvilket i sidste ende forhåbentligt kan øge salget og antallet af kunder i butikken.


5 tips, der kan kickstarte dit LinkedIn-game


Som du kan fornemme, er der altså gode muligheder for at skabe reelle resultater for både dig og din virksomhed på LinkedIn. Det næste spørgsmål, der automatisk melder sig, er ofte ”hvordan?”. Der findes et væld af forskellige LinkedIn-strategier derude, men i det følgende har jeg forsøgt at koge dem ned ved at tage udgangspunkt i mine egne erfaringer. Der er tale om 5 tips, som både har hjulpet med at skabe vækst og synlighed for mig selv og mine kunder.

 

1. Del, hvad du har på hjerte

Mange mener ikke, at LinkedIn er en platform, hvor du bare kan dele løst og fast som på f.eks. Facebook. Dét er jeg dog ikke enig i. På LinkedIn har du mulighed for at dele mindst lige så meget som på Facebook, så længe du blot sørger for at sætte det i en branding- eller arbejdsrelateret kontekst. Du behøver altså ikke have det forkromede overblik over et emne, en vinkel eller en situation, men tænk derimod på din målgruppes udfordringer og de løsninger, som du ser – hvad end du selv kan hjælpe med at løse dem eller ej.

Slutmålet for mange er naturligvis at kunne positionere sig som specialist inden for en branche, men før du når dertil, skal der typisk en del indlæg og interaktion til. LinkedIn er desuden også en platform, hvor du både kan dele ”highs and lows”, og især sidstnævnte kan være en rigtig troværdigheds-booster, da det viser, at du ikke er bange for at indrømme fejl og se indad.

 

2. Skab forbindelse til relevante personligheder og følg virksomheder inden for din branche

Udover at gå i krig på tastaturet, er det også vigtigt, at du sørger for at bygge et stærkt fagligt netværk, hvor du både får nye, relevante forbindelser, og hvor du følger organisationer og virksomheder inden for din branche. Det er ikke blot med til at udvide andres kendskab til dig eller din virksomhed. Det er i mindst lige så høj grad med til at holde dig ajour på, hvad der foregår inden for feltet lige nu og her. Se det altså også som en måde, hvorpå du hele tiden kan holde et skarpt øje rettet mod dine konkurrenter samt seneste trends og tendenser inden for branchen.

Ved at skabe forbindelse til personer, organisationer og virksomheder kan du opbygge meningsfulde relationer og indgå professionelle partnerskaber, der både kan bidrage med indsigter, viden og et endnu større netværk – både på den korte og lange bane. Det er generelt en vigtig del af både din personlige branding, men også hvis du vil arbejde aktivt med salg igennem relationer.

 

3. Send beskeder til dine forbindelser

Vil du gerne skabe goodwill hos dem, du skaber forbindelse til, er det en rigtig god idé at sende en personlig besked i samme omgang. En personlig besked skaber ikke blot mere opmærksomhed hos modtager, da du også ender i deres indbakke, men den viser også, at du faktisk har lagt mere tanke i at skabe forbindelsen. Uden en besked er der jo egentligt ikke nogen forklaring på, hvorfor du vil connecte?

På LinkedIn kan du nemt sende en standardtekst afsted, men standardtekster er ekstremt upersonlige, og de fungerer altså ikke særligt befordrende for at skabe værdifulde relationer.

I stedet for at lade det være en gætteleg og risikere badwill, kan du lige så godt indlede relationen med en personlig kort besked. Kender du allerede personen, kan en frisk bemærkning eller spørgsmål være på sin plads. Kender du ikke personen, eller har I kun mødt hinanden perifært, kan du italesætte grunden til, hvorfor du ønsker at oprette forbindelsen. Der er ikke tale om lange romaner, men derimod korte, effektive beskeder.

 

4. Interager med andres opslag

Vil du gerne opnå mere synlighed og kommunikere mere effektivt på LinkedIn, skal du også sørge for interagere med andres opslag. Det kan både være gennem kommentering, likes og delinger. Ved at interagere med andres opslag viser du ikke blot interesse og engagement. LinkedIn rullede sidste år også ud med ændringer til deres algoritme, som betød, at brugerne ville få et mere relevant nyhedsfeed.

Gennem den nye algoritme kan LinkedIn sortere ”affaldet” fra, så du og andre brugere kun bliver præsenteret for nyheder, som I er interesseret i. Denne filtrering sker på baggrund af dine interaktioner med direkte forbindelser samt andre brugere med fælles interesser og erfaringer. Det viser i den grad betydningen af, hvor vigtigt likes, delinger og kommenteringer med brugere inden for din branche er. Dropper du at interagere, vil du altså heller ikke dukke op i nyhedsfeedet hos relevante personer og virksomheder.

 

5. Hold dampen oppe

Mit sidste og endelige råd er meget enkelt. Hold dampen oppe! Hvis du virkelig gerne vil kommunikere effektivt på LinkedIn, skal du sørge for at gøre det kontinuerligt. Det kan ikke nytte noget, at dit LinkedIn-game kun holder en uge, for så vil du forsvinde lige så hurtigt, som du blev synlig. Det skyldes ikke blot LinkedIns algoritme, men i mindst lige så høj grad menneskene bag skærmen.

Du kender med garanti det velkendt ordsprog: ”Ude af øje, ude af sind”. I alt sin enkelthed betyder det blot, at det, som ikke er synligt eller nærværende, hurtigt bliver glemt – og det gælder altså også på LinkedIn.

Sørg derfor for at dele indlæg ofte (både af highs og lows) og sørg især for at interagere med andre personer og virksomheder hver dag gennem likes, kommentarer, delinger og beskeder. Det kan virkelig betale sig – bogstaveligt talt.